Beskrivelse
ALIANAIK (alianaak) er et udbrud, som kommer fra hjertet. Hvor er her smukt! Hvor er det dejligt! Man siger sådan, når man genser et elsket landskab eller igen er sammen med mennesker, man holder af. Hans Jacobi har sat ordet som overskrift for de følelser, hvormed han beretter om sit liv i Grønland. Vi følger ham, fra han ankommer til Grønland som ung assistent i 1926, gennem arbejdet som handelsbestyrer op og ned langs kysten og ved marmorbruddet Maarmorilik, frem til 1949, hvor han er passager på den første ordinære ruteflyvning, som markerer EN NY TID for Grønland.
"På det tidspunkt regnede man med, at opbygningen af de grønlandske byer ville være et hurtigt overstået kapitel, hvorefter de danske håndværkere kunne rejse tilbage til Danmark. Det var tanken, at den grønlandske befolkning skulle forsætte med at fange sæler og fiske torsk."
Med disse ord indfanger Ole Jacobi den fejlslagne danske politik i Grønland efter 1953. Vi følger forfatteren gennem barndommen i Grønland i 1030'erne, den farefulde sejlads til Amerika under Anden Verdenskrig, arbejder for GTO i 1950'erne og etableringen af ingeniøruddannelsen i Arktisk Teknologi i Sisimiut 2001.
TO GENERATIONER I GRØNLAND er en personlig fortælling om udviklingen af det moderne Grønland, som danskere var sat til at udvirke, men ikke nødvendigvis forholdt sig ukritisk til.
Bogen er på dansk.