Beskrivelse
I 1940’erne og 50’erne kom mange danske mænd til Grønland og arbejdede i kortere eller længere tid. Her lærte de grønlandske kvinder at kende – forhold der ofte resulterede i børn. De fleste mænd tog tilbage til Danmark, hvilket betød, at mange børn voksede op uden deres danske far. Kampen for en far er historien om Anne Sofie, som blev født i 1948 af en grønlandsk mor og en ukendt dansk far. Hun blev af den grund mobbet og blev en sårbar og indadvendt pige. Ønsket om kontakt til faderen voksede, og med moderens modvillige mellemkomst fandt Anne Sofie sin far i 1965. Hun var da 17 år. Faderen blev glad over datterens initiativ og ønskede at indlemme hende i sin familie. Hans hustru modsatte sig imidlertid, mens andre familiemedlemmer som bedstemoderen og fasteren tog godt imod Anne Sofie. Far og datter nåede kun at få tre uger sammen inden han døde som følge af en trafikulykke. Herefter fulgte en barsk tid med arvestrid og en kamp for at blive accepteret, men også en spændende tid, hvor Anne Sofie udvikler sig og får skabt et forhold til sin danske familie.
Bogen er bygget op omkring den velbevarede brevveksling, der har været mellem Anne Sofie og hendes danske familie, først og fremmest hendes far, bror og faster, bundet sammen af Anne Sofie Hardenbergs øvrige erindringer og samtidige fotos.
Bogen er på dansk.