Beskrivelse
At mennesker betages af myter, der fortæller om de kræfter, der skaber, kender vi fra alle tider. At mennesker, der har oplevet Grønland, føler sig ramt i sjælen, kender vi fra utallige beretninger. At mennesker, der har set myten og ramtheden holdt fast som billeder, kender vi fra møder med nordatlantisk kunst.
Alle tre facetter kommer til udtryk i Kirsten Larsen Egedes hyldest til maleren Johan Markussen, hvis mytiske billeder optræder side om side med forfatterens egne illustrationer af en livsbekræftende refleksion over hendes 40 år på Grønland. Den bærende del af fortællingen er "forureningsmyten" om åndemanernes oprydning i månemandens hus, hvorefter månemanden erstatter det fjernede snavs med liv.
Bogens styrke er samtidig dens svaghed: Personlige overvejelser, indfald og associationer har det med at suge kraft ud af myten. Men det er dog ikke anderledes, end at det er en ret nem øvelse at rydde op og gøre rent i historien. Og så virker både mytens kraft i ord og billeder og den personlige glæde ved Grønland.
Bogen vil være et fint supplement til skolens mellemste og ældste klassetrin, når de skal lære om Grønland eller myter, fordi den er så anderledes end de vanlige materialer.
Bogen er på grønlandsk og dansk.