Beskrivelse
Grønlands Historie er ikke sandheden om Grønlands historie. Derimod er det et forsøg på at skabe sammenhænge i og overblik over mere end 4500 års historie. Et spænd tid, der er ca. 15 gange større end den tid grønlændere og danskere har haft sammen siden Hans Egede grundlagde missionen og den første koloni blandt grønlænderne.
Grundfortællingen i den grønlandske historie er den gentagne indvandring, hvor mennesker, med rødder enten langt mod vest eller langt mod øst, er kommet vandrende eller sejlende til Grønland, har bosat sig i landet for entid for siden at forsvinde igen. Efter nogle hundrede år gentager det sig. Igen og igen. Lige indtil i dag.
Grønland står for tærsklen til uafhængighed fra Danmark. Den politiske elites ord og handlinger peger utvetydigt den vej. Hvordan fremtidige relation til Danmark og Rigsfællesskabet bliver, er forsat uvist. Gentager historien sig, så danskerne kan blive det næste folk, der må forlade Grønland?
En forståelse for fortiden og de hændelser, der har været med til forme nutiden, er det bedste afsæt for også at sige og mene noget om fremtiden. Derfor inddrager denne bog om Grønlands Historie også landets fremtid, for fremtiden begynder nu. Det er mit håb, at læseren vil sidde tilbage med indsigt og forståelse, der sætter kommende storpolitiske hændelser, folkelige krav og både grønlandsk og dansk selvforståelse lidt i relief!
Bogen er på dansk.