Beskrivelse
Fra 1969 til 1972 tvangsflyttede man 1.100 mennesker fra minebyen Qullissat til andre dele af Grønland. For første gang fortælles nu historien om tvangsflytningen.
Venner, naboer og familie blev spredt ud over 2.000 km – en afstand som fra København til Istanbul. Og i dag står den forladte by tilbage og minder om, hvor galt det kan gå, når man nedlægger en by og overser, at det er mennesker, man har med at gøre.
Flytningen fik smertelige følger, som mange af de tidligere beboere stadig er berørt af. Alligevel er flytningen dårligt belyst i både Grønland og Danmark. Og mange spørgsmål trænger sig på: Hvem stod bag? Og hvorfor?
Det er et højaktuelt emne i en tid, hvor der er særligt fokus på den fremtidige udvinding af mineralske råstoffer i Grønland. Qullissat var den første industrielle arbejdsplads i Grønland, hvor man udnyttede mineralforekomster.
Bogens forfatter har gennem tre somre besøgt den nedlagte kulmineby. Her har haninterviewet de fraflyttede, der sommer efter sommer vender tilbage for at genfinde deres rødder.
Leif Tuxens fotografier illustrerer smukt den afsides beliggende spøgelsesby på nordsiden af Diskoøen ud for Grønlands vestkyst.