Beskrivelse
Fra slutningen af fyrrerne og frem til begyndelsen af tresserne udspandt der sig det største - i hvert fald til dato – eventyr i ”dansk minedrifts” historie, nemlig opstarten af – og senere lukning og nedlæggelse af – blyminen i Mesters Vig på Grønlands østkyst.
Dr. Lauge Koch og hans team havde under ekspeditioner i området fundet, at der gemte sig store forekomster af bly og zink i de stejle og utilnærmelige fjelde. Efter mange indledende manøvrer med prøvesprængninger og –boringer blev det besluttet at opstarte en egentlig minedrift – og Fin Kløve Lassen var med i hele processen fra de allerførste spæde skridt blev taget. I første omgang som mekaniker på biler og boregrej, siden som ansvarlig for alt materiale og materiel i mineområdet.
Fin Kløve Lassen fortæller såvel om det barske og hårde arbejde med sprængning og vejbygning i et land, hvor jorden og fjeldet er bundet af frost de fleste af årets måneder, som om den store begejstring og kampånd, når det endelig lykkedes. Naturen var imod dem med iskolde storme, fjeldskred og endeløs regn, men naturen var ogsp med dem, med oplevelser af isbjørne, nordlys og betagende snepamoramaer med mulighed for skiture i bagende sol. Bogen er spækket med tekniske detaljer – og er rigt illustreret med billeder af såvel teknik som natur og de mennesker, som deltog i projektet.