Beskrivelse
Billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år
Grønlandsmonumentet på Christianshavn torv i København blev sat op i 1938. Men hvad er egentlig for et monument? Hvad skulle det symbolisere? Hvorfor har grønlandske kunstnere brugt det igen og igen, og hvorfor har nogen foreslået at fjerne det?
I deres søgen efter svar fortæller Martine Lind Krebs og Astrid Nonbo Andersen den sælsomme historie om den grønlandske mand og kvinde, der stod model, og deres liv o mellemkrigstidens København - og om kunstneren og hans kærlighed.
MONUMENTET tager os med på rejse gennem de billeder og forståelser af Grønland, der dengang blev skabt af danske kunstnere, forskere og politikere i en periode, hvor Danmark og Norge kæmpede om retten til Grønland. Billeder som stadig hænger ved i dag.
Det er samtidig fortællingen om, hvordan grønlandske politikere protesterede ved domstolen i Haag, og om hvordan grønlandske politikere, kunstnere og aktivister gennem hele det 20. århundrede og frem til i dag har forsøgt at gøre op med de danske forestillinger.
MARTINE LIND KREBS er journalist og antropolog og opvokset i Grønland. Hun har arbejdet som journalist og redaktør på grønlandske medier og er forfatter til flere undervisningsmaterialer om Grønland og Rigsfællesskabet.
ASTRID NONBO ANDERSEN er forsker og idehistoriker, opvokset i København tæt på Christianshavn Torv. Hendes forskning beskæftiger sig indgående med historiepolitik og erindringer om kolonitiden i Danmark og dets tidligere kolonier.
Bogen er på dansk.
